Hvordan udbetaler jeg løn som selvstændig?
Livet som selvstændig er præget af frihed og egne beslutninger, men uanset hvordan dit arbejdsliv er skruet sammen, skal du stadig betale faste udgifter og have mad på bordet. Så hvordan udbetaler du løn som selvstændig? Vi hjælper dig med at skabe overblik over, hvad løn er, og hvornår du kan udbetale den.
Som fastansat kan du altid regne med, at du har en arbejdsgiver, kollegaer, og at du får løn hver måned. Som selvstændig ser billedet noget mere broget ud. Du har forskellige kunder, du sidder måske helt alene, og du får kun den løn, du selv udbetaler. Og hvordan fungerer det så?
Det, du kan udbetale som løn, hvis du ejer din egen virksomhed, er overskuddet. Altså forholdet mellem indtægter og udgifter, når regnskabsåret er gået. Du får med andre ord først et retvisende overblik, når du laver dit årsregnskab.
Hvornår er der overskud til løn?
Sandheden er, at det er langt fra alle selvstændige, der udbetaler løn til sig selv fra dag ét. Det hører nok nærmere til sjældenhederne. Du er med andre ord ikke en fiasko, hvis det tager måneder, før du kan lønne dig selv, tværtimod er det en af de risici, der følger med livet som selvstændig virksomhedsejer.
Der er altså god grund til at væbne sig med tålmodighed, og måske endda have lidt penge på kontoen at tage af, hvis du har faste udgifter, der skal betales, lån, der skal betales af eller institutionspladser til børnene. Så snart de første fakturaer er betalt, er du godt på vej, men de penge, der står på din konto, skal du også betale skat og moms af.
Husk dit budget – også det private
Har du lagt et budget for din virksomhed? Ellers er dette et godt tidspunkt at gøre det på. Lav en realistisk plan for forventede indtægter og udgifter. Hvis du har penge fra investeringer eller crowdfunding, eller regner med at søge om det, så skal de også med i budgettet. Vær kritisk: er der flere indtægter end udgifter? Hvis der er flest udgifter, skal du måske skrue lidt på din forretningsplan og se på, hvordan din virksomhed kan blive mere balanceret.
Samtidig bør du kigge på dit private forbrug og lægge et budget for dine indtægter og udgifter derhjemme. Dit private budget viser dig, hvor meget du betaler i faste udgifter hver måned, hvor mange penge, du har brug for til mad, tøj osv. Det virker måske fjollet, nu hvor du har lagt en forretningsplan og er på vej ud over stepperne med din virksomhed, men din privatøkonomi og din virksomheds økonomi hænger tæt sammen. Når du har lagt dit private budget, kan du se, hvad du har brug for i lønudbetaling.
Sæt lønnen på autopilot med Shine Salary
Moms, skat og forskudsopgørelse
Dine budgetter giver dig et overblik og et estimat. Men som selvstændig virksomhedsejer er det først, når der er gået et kvartal eller to, at du for alvor kan se, hvad det er for et billede, der tegner sig. De første år som selvstændig skal du indberette moms hvert kvartal, så sørg altid for at have penge til moms og penge til skat på din bankkonto. Det beløb, du betaler i skat hver måned, er afhængigt af din forskudsopgørelse, så den skal du også holde øje med. Hvis din omsætning ændrer sig, er det en god idé at rette forskudsopgørelsen til på skats hjemmeside.
Hvis du bruger et regnskabsprogram, er det relativt let at holde styr på indtægter og udgifter i din virksomhed. På den måde er det lettere at lave årsregnskab
Enkeltmandsvirksomhed eller ApS?
Når det kommer til udbetaling af løn til dig selv, er der stor forskel på, hvilken virksomhedstype du har. Hvis du er en enkeltmandsvirksomhed med CVR-nummer, så betaler du højst sandsynligt B-skat og moms, og kan udbetale dit overskud til dig selv som løn.
Men hvis du er medejer af et anpartsselskab, et ApS, så er du ansat på lige fod med andre i virksomheden, medmindre du selv er direktør. Og ja, selvfølgelig skal direktøren også have løn. I et anpartsselskab skriver alle ansatte, også direktøren, under på en ansættelseskontrakt, og løn skal herefter indberettes til SKAT som i andre ’almindelige’ virksomheder.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du er ansat, så er det en god idé at logge ind på virk.dk og se, hvordan forholdene er. Her kan du også registrere dit selskab som din arbejdsgiver.
Hvis din virksomhed er et anpartsselskab, har I også tilknyttet en revisor, som kan hjælpe dig med at sørge for, at lønnen bliver administreret korrekt og efter loven. Der er altså lidt hjælp at hente, så du ikke står med ansvaret helt alene.
ApS – løn eller udbytte?
Hvis det af forskellige årsager ikke er relevant for dig at få udbetalt din løn på månedsbasis, kan du vælge at få den udbetalt som et årligt udbytte. Det er kun muligt, hvis der er overskud i virksomheden, og her skal du se på årsregnskabet for at vide det med sikkerhed. Hvis dit ApS har været etableret i flere år, kan udbyttet kun blive udbetalt, hvis der har været overskud i det foregående år. Og husk, at med udbytte følger: udbytteskat.
Hvis du er medejer af et ApS og er i tvivl om reglerne, anbefaler vi til hver en tid, at du allierer dig med en god revisor.
