Hvordan laver man en forretningsplan?
Med en forretningsplan i hånden er det lettere at komme godt fra start med din nye virksomhed. Det er ikke en garanti for succes, men det kan godt betale sig at bruge tid på en gennemarbejdet plan, der viser, at du tager dig selv og din virksomhed seriøst.
Det er fantastisk at have fået en god idé til en virksomhed. Det er endnu bedre, hvis du kan se, at den rent faktisk kan lykkes. Måske er der allerede potentielle kunder, der bakker dig op? Hvis du har fundet det perfekte smørhul i markedet, er det bare om at komme ud over stepperne og oprette din virksomhed. Men før du kaster dig ud i at realisere dine ideer, er det en god idé at lave lidt analysearbejde først. Mød: forretningsplanen.
Hvad er en forretningsplan?
En forretningsplan er selve det grundlag, din virksomhed hviler på. Det er et dokument, du kan vende tilbage til år efter år og se, hvad det egentlig var, grundideen var – og hvorfor den var så god. Forretningsplanen er også nødvendig, hvis du gerne vil have investorer med på ideen, uanset om det er en bank, en privat investor eller en kommende kunde, der gerne vil støtte dig økonomisk.
Forretningsplanen indeholder både din idé, dine overvejelser om markedet, dine forestillinger om markedsføring, dit budget og drømme for fremtiden. Med forretningsplanen i hånden er det lettere at lave en god pitch til en kommende kunde eller investor, og det bliver lettere for dig at forholde dig til de udfordringer, der kan være med netop dit produkt.
Forretningsplanens indhold
- Præsentation af din virksomhed og din idé
- Dit produkt
- Markedsanalyse
- Markedsføring og salg
- Økonomi
- Organisering
- Fremtiden
- Finansiering
1. Præsentation af din virksomhed og din idé
Du har allerede tænkt tankerne om, hvad det er, din virksomhed skal. Nu skal de skrives ned. Det kan være i punktform eller længere tekstpassager. Det er indholdet og ikke formen, der er det vigtigste: hvad er kernen i din virksomhed? Hvorfor er det en god idé? Løser den et problem og i så fald: hvem løser den det for.
Gå i dybden og vær konkret. Hvad er dit mål? Og er der styrker og svagheder, du allerede nu kan se, du skal være opmærksom på, i forhold til at nå dit mål? Så skriv dem ned.
2. Dit produkt: Hvad sælger du?
Uanset om du sælger it-undervisning, lydkunst eller værktøj, har du gjort dig nogle overvejelser om, hvad dit produkt eller din service består af. Beskriv hvad det er, der gør netop dit produkt specielt. Overvej også, hvad det skal koste og hvem, du vil sælge til.
Du kan overveje om du har flere ”varer på hylden”. Måske sælger du ét primært produkt, f.eks. værktøj, men du tænker også på at sælge konsulentydelser på timebasis. Skriv ned, hvad der er det vigtigste produkt i din forretning, og skriv også alt det andet, du kan have på hylderne i din butik.
Er der potentiale for at udvikle? Og i så fald: med hvad. Det behøver ikke være så detaljeret, men det kan være givtigt for dig at vende tilbage til dette punkt i din forretningsplan, hvis du på et tidspunkt bliver nødt til at skifte kurs eller glemmer, hvad det var, du satte dig for.
3. Markedsanalyse
Du ved, hvad du sælger, og hvorfor det er godt. Måske ved du også, at du har fundet det perfekte hul i markedet. Men hvem er dine konkurrenter? Er der særlige områder af markedet, du vil ind på, f.eks. salg til håndværkere, salg til private eller offentlige instanser? Hvem er dine potentielle kunder, altså din målgruppe, og hvem forsøger ellers at få fat i dem?
Du må gerne være specifik, når det handler om din målgruppe og være helt konkret på aldersgruppe, indkomst eller jobfunktion. Det er dig, der ved, hvad der er relevant. Du behøver ikke opfinde den dybe salgstallerken selv. Vær ikke bange for at lure dine konkurrenter af. Hvem ved, måske kan du finde inspiration hos andre?
4. Salg og markedsføring
Når du har styr på dit marked, er det tid til at overveje, hvor og hvordan du vil sælge dine produkter eller services. Er din målgruppe digital? Bruger de Instagram eller Facebook til at søge informationer frem? Eller er det mennesker, der tager bussen og betaler med kontanter? Køber de din vare som privatpersoner eller som virksomhed?
Disse overvejelser spiller ind på, hvor du som virksomhed skal bruge kræfter på at komme i kontakt med dem. Jo bedre, du er til at finde de rette kanaler, desto mere får du ud af de penge, du bruger på markedsføring. Måske giver det bedst værdi at have en annonce i lokalavisen, eller måske er det godt med lokale events, som du reklamerer for i byens Facebookgruppe.
5. Økonomi
Hvis du ikke allerede har lagt et budget, så er det på tide at gøre det nu. Om ikke andet så bør du lave et overslag, der viser, hvad du forventer at bruge og tjene i din virksomhed i det indeværende år og gerne også det næste. Kan du forvente en indtægt? Hvor stor en indtægt? Kender du allerede nu dine udgifter? Det kan for eksempel være husleje, vareindkøb eller bogholder.
Hvis du skal låne penge eller søge finansiering hos en investor, er det vigtigt, at du har et overblik over, hvor mange penge du har brug for – og til hvad.
Hold styr på økonomien med Shine
6. Organisering
Hvordan er din virksomhed organiseret? Er du eneejer, eller er I flere ejere? Hvis I er flere om at eje virksomheden, skal du i forretningsplanen sørge for at klargøre ejerandele, men også de opgaver, I hver især har ansvaret for. Har I brug for særlige forsikringer? Skal der tilknyttes en fast revisor og jurist? Hvis du allerede ved det, så skriv det ned. Eller indfør det i forretningsplanen som en mulig udvikling eller et opmærksomhedspunkt, som du eventuelt skal søge rådgivning om.
7. Fremtiden
Hvad er dine visioner for virksomheden? Hvor forestiller du dig, den er om 1, 3 eller 5 år? Opretter du den med henblik på at sælge den videre? Vær åben og tænk dig om. Dette punkt er ikke noget, du bliver holdt op på, men vær ærlig med dig selv om dine forventninger til fremtiden. Det gælder både i forhold til økonomi, vækst, ansatte og markeder.
8. Finansiering
Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du har helt styr på, hvad du har brug for, for at kunne komme ud over rampen. Hvad er dine konkrete behov lige nu? Og hvad er dine muligheder og begrænsninger på længere sigt? Måske har du slet ikke brug for økonomisk hjælp, fordi du sælger en konsulentydelse fra dit hjemmekontor. Men hvis det er nødvendigt for din virksomhed at have adgang til materialer, en bil eller et kølerum, så er det en konkret post, du har brug for finansiering til.
Tænk lidt frem i tiden i stedet for kun at have de første to måneder med. Hvis du får et gennembrud på markedet, hvad vil det så betyde for økonomien i din virksomhed? Vil du så få yderligere behov for at købe varer, eller vil det betyde en markant større indtægt?
Hvis du selv har en opsparing eller har planer om at finansiere din virksomhed gennem salg af din campingvogn, kan du også anføre det konkrete beløb her.
Yderligere rådgivning og hjælp
Hvis du stadig har brug for hjælp til at få udarbejdet en forretningsplan, kan du tjekke, om din kommunes erhvervsafdeling har en konsulent, du kan tage en snak med. Derudover har Virksomhedsguiden en gratis skabelon til en forretningsplan, som du kan downloade her.
