10 Mar 26

Hvad skal du vide om momsindberetning i 2026?

Blog Image

Hvad skal du vide om momsindberetning i 2026?

Momsindberetning kan hurtigt føles som endnu en administrativ opgave i hverdagen, men med de rigtige overblikspunkter bliver det faktisk ret enkelt. I denne guide får du styr på, hvordan og hvornår du skal indberette moms i 2026. Vi tager dig trygt igennem det hele, så du kan fokusere på det vigtigste: at drive din forretning.

Hvornår skal du indberette moms i 2026?

Din virksomheds interval for at indberette moms afhænger af virksomhedens samlede årlige omsætning. Du skal enten indberette moms halvårligt, kvartalsvist eller månedligt. Det er derfor vigtigt at have styr på hvilken frist der er gældende, alt efter hvor meget din virksomhed omsætter for:

 

  • Halvårligt

Du skal indberette moms halvårligt, hvis din virksomheds momspligtige omsætning er under ca. 5 millioner kr. om året, og du har overholdt tidligere indberetninger.

 

  • Kvartalsvist 

Du skal indberette moms kvartalsvist, hvis din omsætning ligger mellem ca. 5 – 50 millioner kr. om året, eller hvis du er nystartet.

 

  • Månedligt

Du skal indberette moms månedligt, hvis omsætningen overstiger ca. 50 millioner kr. om året, eller hvis du selv har ansøgt om månedlig afregning.

Hvordan er indberetning af moms for nye virksomheder?

Når du starter en ny virksomhed, bliver du automatisk registreret til at skulle foretage kvartalsvis momsindberetning. Dette skal virksomheden som udgangspunkt fortsætte med i mindst 1½ år, før der kan ansøges om at skifte til halvårlig indberetning. Efter perioden vurderer Skattestyrelsen både din omsætning og om du har indberettet til tiden, og hvis alt ser stabilt ud, kan du godkendes til et halvårligt interval.

Datoerne for indberetning af moms i 2026

Interval for indberetning:Frist for indberetning - 2026:
Halvårlig1. september 2026 for perioden 1. januar – 30. juni 2026.
Kvartalsvis1. juni 2026 for 1. kvartal, 1. september 2026 for 2. kvartal, 1. december 2026 for 3. kvartal, og 1. marts 2027 for 4. kvartal.
MånedligMellem d. 18. - 29. i måneden efter perioden (f.eks. for juni 2026, senest 18. august 2026.).

Få nemt styr på momsen med Shine

Contact support

Hvordan foregår indberetningen?

Når du skal indberette moms, foregår det hele digitalt via TastSelv Erhverv på skat.dk. Her får du en simpel step-by-step guide, der giver et overblik over, hvordan momsindberetningen foregår fra start til slut.

 

  1. Du logger ind på TastSelv Erhverv, via MitID, og går ind i Moms-sektionen. Der vælger du “Momsindberetning”.
     
  2. Du angiver, hvor meget moms du har opkrævet på dine salg, og hvor meget moms du har betalt på dine køb/udgifter. Det danner grundlag for, om du skal betale moms eller får tilbage.
     
  3. Selv hvis du ikke har haft køb eller salg i perioden, skal du stadig indberette — det kaldes en nulindberetning.
     
  4. Når du har udfyldt, godkender du indberetningen digitalt, og betalingen kan ske sammen med indberetningen (typisk via bankoverførsel til din skattekonto).

Denne del af processen går som regel relativt nemt, hvis man først har styr på tallene.

Hvad sker der hvis du indberetter moms for sent?

Vi ved, at det ikke altid er lige nemt at overholde sine momsfrister, men det kan alligevel være en god idé at få styr på det, både så du undgår bøder og andre konsekvenser, men også unødigt administrativt stress. 

 

Såfremt din virksomhed overskrider fristen for momsindberetning, vil det i nogle tilfælde medføre, at momsen fastsættes foreløbigt af Skattestyrelsen, uden at du selv har sat tallene. Du kan yderligere blive pålagt en bøde på 1400 kr. Denne bøde vil også blive tilskrevet renter samt rykkergebyrer, hvis den ikke betales rettidigt, og vil i værste fald ende til inddrivelse ved Gældsstyrelsen. 

 

Det kan derudover også få retslige konsekvenser for dig og din virksomhed, hvis der ikke kommer styr på momsindberetningen.  

Moms ved køb og salg

Når du skal lave dit momsregnskab, er det også vigtigt at kende til reglerne omkring købs- og salgsmoms. Overordnet set, ser de ud således: 

 

  • Når du sælger varer eller ydelser i Danmark, skal du lægge moms (25%) på. Det er det salgsmoms, du senere indberetter.
     
  • Når du køber varer/ydelser til din virksomhed med moms, kan du normalt trække den betalte moms fra i din indberetning. Det kaldes fradrag for købsmoms.

Når du indberetter, modregnes købsmomsen i salgsmomsen, så du kun betaler forskellen. Det giver dig et ret præcist billede af virksomhedens momsposition for perioden.

Relaterede artikler