Sådan får du finansiering til din nye virksomhed
Det kræver penge at realisere sin forretningsidé. Men hvordan får man skabt det økonomiske råderum, der er behov for, når man starter en virksomhed?
Som ny virksomhed er det både praktisk og nødvendigt at have penge i banken. Det kan være, du har et behov for at investere i nødvendige maskiner, til at etablere et varelager eller få stablet en storstilet markedsføringskampagne på benene. Eller også skal du være sikker på at kunne betale din husleje. Uanset hvad dit behov er, er det vigtigt, at du har overblik over det og en plan for, hvordan du når i mål.
Lav en forretningsplan og læg et budget
Men hvad har du brug for, og hvornår skal du bruge det. Hvad vil du opnå med din virksomhed, og hvordan vil du opnå det? Har du mål for det første, andet og femte år? Hvem vil du nå, og hvem er dine konkurrenter? Spørgsmålene stiller sig i kø, og svarene – ja, dem skal du have klar.
Derfor er det en god idé at lave en forretningsplan, der giver dig overblik over din forretning og det marked, du er i. Forretningsplanen er også nødvendig, hvis du søger investering hos banker eller private investorer. Her kan en grundigt udarbejdet forretningsplan vise dine mulige investorer, at du rent faktisk er værd at investere i. [link til sted, hvor man kan læse mere om at lave en forretningsplan?]
Når du laver din forretningsplan, skal du samtidig lægge et budget. Det kræver tid og omhyggelighed at lægge et budget for virksomheden, så her gælder det virkelig om at holde fokus. Du skal være realistisk og tænke et stykke ud i fremtiden. Først og fremmest skal du tage et blik på din økonomi, som den er lige nu. Hvad har du brug for? Hvad kan du forvente af omsætning om et år? Det kan være en stor mundfuld at kaste sig over, men det er uhyre vigtigt, at du kan give dine investorer et troværdigt indblik i den virksomhed, du er ved at bygge. Ellers vil de ikke investere i den og i dig.
Muligheder for finansiering
Der er fordele og ulemper ved at skulle finde finansiering til sin virksomhed, og det kan være svært at gennemskue, hvad der passer bedst netop nu. Nedenfor finder du derfor en kort gennemgang af finansieringsformerne:
- Opsparing
- lån i banken
- crowdfunding
- leverandørfinansiering
- lån fra investorer
- lån uden sikkerhed
- fonde og offentlig støtte
Opsparing
”Husk nu at sætte noget til side!” Lyder det, som noget dine bedsteforældre altid har sagt? Det er der en god grund til. Det er nemlig en ualmindeligt god idé at sætte lidt penge af. Både så du selv har noget at leve af, indtil din virksomhed begynder at hive penge hjem, som du kan trække løn af til ansatte og til dig selv.
Men en opsparing kan også være særdeles brugbar, hvis du har brug for en startkapital i din virksomhed. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det kan for eksempel være en god idé at blive i dit faste job et halvt år ekstra og spare op af din løn, hvis du har mulighed for det.
Du kan også frigøre kapital, hvis du har mulighed for det. Det kan være ved at sælge aktier eller obligationer eller ved at sælge ejendom eller optage et lån i din ejendom. Her er det dog altid en god idé at rådføre sig med sin partner, hvis man har sådan en, eller måske en bankrådgiver, der kan hjælpe dig med at få det bedst mulige overblik over din økonomi, inden du sælger både hus og bil.
Lån i banken
Hvis du har en opsparing, har du også en fordel i langt de fleste banker. For din bank ser en opsparing som en indikation af, at du er pålidelig, evner at økonomisere med finanserne, og at du i bund og grund er en kunde, der er værd at holde på. Opsparingen giver dig med andre ord lidt at forhandle med, når du beder din kunderådgiver om et møde for at se, om det er muligt at låne startkapital.
Hvis et større lån ikke er muligt eller relevant, kan du også kontakte din bank og høre om mulighederne for at få bevilget en kassekredit. Renten for både lån og kassekredit kan variere, og det kan også være en mulighed at skifte bank, hvis det viser sig, at du har bedre muligheder et andet sted. Det kan være en tidskrævende proces at skifte pengeinstitut, men det kan hurtigt vise sig at være godt givet ud.
Crowdfunding
Vil andre få gavn af det, din virksomhed tilbyder? Eller har du et kendt navn, der kan få andre til at bakke op om din idé? Så kan crowdfunding være en mulighed. Med crowdfunding er det muligt for private at støtte dit projekt med et valgfrit beløb, som de ikke får tilbagebetalt. Der er mange, der gerne vil støtte lokale projekter, hvis de kan se formålet tydeligt for sig eller har sympati for det.
Crowdfunding kan også fungere som et lån, hvor dem, der støtter, får dele af deres investering tilbage. Eller det kan være en løsning, hvor investorerne får noget til gengæld: Det kan være en tur i biografen, en billet til en cirkusforestilling eller noget helt tredje.
Leverandørfinansiering
Hvis du allerede nu ved, at du kommer til at have en tæt kontakt med bestemte leverandører, kan du kontakte dem for at høre om muligheden for såkaldt leverandørfinansiering. Det kan være, at din virksomhed forhandler produkter for X, der til gengæld for udstillingsvinduet tilbyder dig økonomisk hjælp i en periode. Det kan være gennem et fast lån, muligheden for at købe på kredit eller som et tilskud til en del af din virksomhed. Mulighederne varierer alt efter leverandør og aftaler.
Klar til at finansiere din virksomhed? Ansøg på 2 minutter
Hos Shine kan du ansøge om et erhvervslån uden skjulte gebyrer – og få svar samme dag. Du ser alle vilkår og omkostninger, inden du beslutter dig, så du kan handle med ro i maven.
Lån fra investorer
En anden mulighed for finansiering er at involvere private investorer i din virksomhed. Det kan være, fordi de er et godt ansigt udadtil og dermed kan fungere som ambassadør for din virksomhed, eller det kan være, fordi de gerne vil investere tid og penge i at bidrage til ledelsen. Du skal bare være klar over, at du kommer til at afgive en del af kagen til andre end dig selv. Det kan være svært at gennemskue alle faldgruber, så det kan være en god idé at få rådgivning om lån fra private, før du træffer beslutningen.
Fordelene ved at få private investorer eller en såkaldt ”business angel” er, at vedkommende med sin virksomhed, personlige brand eller placering i erhvervslivet kan være med til at hjælpe din virksomhed lidt hurtigere i gang. Hvis en privat investor siger ja til at være en del af dit projekt, aftaler I indbyrdes, hvordan finansieringen skal ske: om det drejer sig om et engangsbeløb, månedlige betalinger eller halvårlige økonomiske håndsrækninger. Samtidig aftaler I også, hvad investoren får for sine penge.
Det er en god idé at have en skriftlig aftale med klare regler for, hvordan partnerskabet skal fungere. I dette tilfælde er rådgivning ofte nødvendigt. Du kan evt. kontakte din kommunes erhvervsafdeling for at høre, om de yder juridisk bistand.
Lokale erhvervshuse
I mange kommuner og/eller regioner, er der erhvervshuse og erhvervsafdelinger, der er sat i verden for at hjælpe lokale virksomheder og iværksættere. Her kan du både få rådgivning til opstart, hjælp til at vurdere finansiering, og ideer til at skabe kontakt til kunder og etablere en decideret kundebase.
De kommunale erhvervshuse bliver ofte overset, fordi mange opfatter kommunen som en instans, der spænder ben frem for at hjælpe virksomheder. Det er dog en misforståelse, og langt de fleste iværksættere, selvstændige og virksomhedsledere kan få konkrete ideer ved at sparre med kommunens erhvervskonsulenter.
Et lån uden sikkerhed
Du har også mulighed for at optage et lån uden sikkerhed. Du kender reklamerne fra de mange udbydere, der tilbyder hurtige lån. Dette er en reel mulighed, men det er forbundet med mange risici og store renter, der skal betales tilbage. Det kan være enormt svært at gennemskue reglerne for et lån uden sikkerhed, og det bør være en løsning, du kun vælger, hvis du ved, at du hurtigt får mulighed for at betale lånet ud igen. Du bør især overveje, om det kan være forbundet med en for stor risiko, hvis du for eksempel har familie, der er afhængige af din indtægt.
Fonde og offentlig støtte
Det er ikke kun NGO’er og del-projekter, der har mulighed for at søge finansiering fra fonde. Også iværksættere og nyopstartede virksomheder kan få hjælp, for eksempel hos EIFO, Statens Eksport- og Investeringsfond.
Der er også en mulighed for, at du kan få offentlig støtte såsom et rentefrit lån eller penge til et del-projekt. Det kræver, at du bruger tid på at sætte dig ind i området og afsøge mulighederne. Herefter skal der lægges tid i ansøgninger, og der vil ofte være mange om buddet. Der er ingen garantier, men lykkes det dig at få en bevilling til offentlig støtte, er det naturligvis det hele værd.
For nogle offentlige støttemidler er det et krav, at du selv betaler et lige så stort beløb, som du modtager. Her skal du altså selv kunne smide penge i puljen. I andre tilfælde skal du være opmærksom på, om fonds- eller puljepenge må kombineres med andre fondsansøgninger. Husk altid at læse det, der står med småt, før du går i gang med at søge offentlige midler.
Lad ansøgningen begynde!
Så er der kun tilbage at afsøge mulighederne for din virksomhed. Det er dig, der vælger, hvilken model, du vil bruge. Mange virksomheder vælger en kombination af de forskellige finansieringsformer, så det passer til netop deres behov. Held og lykke!
